Dagbogen

21. september
Det er fredag omkring kl. 04.00, og jeg forlader min lejlighed på Sødermalm, Stockholm, for at nå flyet fra Arlanda kl. 06.10, så jeg kan være til prøve med Copenhagen Festival Ensemble i Odd Fellow Palæet senere den morgen. Det er ikke hver dag, et nyt ensemble ser dagens lys, og jeg kunne egentlig godt have tænkt mig at være veludhvilet. Sådan er virkeligheden bare ikke, så jeg forsøger lige at få en ekstra lur i flyet – det bliver desværre umuliggjort af en meget urolig svensk forretningsrejsende.
Stadig irriteret over den arbejdsomme sjæl når jeg lige at undervise en elev (stakkel) og drager herefter til prøve i Odd Fellow Palæet. Velkendte toner fra min gamle ven, pianisten Yaron Kohlberg, netop ankommet fra Berlin, møder mig i indgangen. Skønt. Hver gang jeg møder ham, føles det, som om jeg kommer rigtigt hjem, og det gør mit humør noget bedre.
Violinisten Marie Hanskov, som jeg kender bedst fra en turné med EU-orkestret i 2000, støder til, og vi begynder arbejdet med Rachmaninovs G-mol trio. Det er en skøn, lille perle, som jeg ikke har spillet før. Altid en spændende oplevelse at defragmentere et ukendt værk.
Vi når et godt stykke vej og afbrydes punktligt af violinstjernen Kirill Troussov og bratscheksperten Asbjørn Nørgård. Asbjørn har jeg altid kendt, men jeg har aldrig mødt Kirill før. Har kun set og hørt ham på hans hjemmeside. Utrolig anbefalelsesværdig side i øvrigt. Smukt design. Og han spiller som en drøm. Og han ser godt ud! Nu er det jo sådan, at de fleste musikere går ret godt i spænd, fordi de umiddelbart deler så stor en del af deres liv, og med Kiril er det ingen undtagelse. Det er sjovt fra første sekund.
Dagens største udfordring bliver at finde plads til strygekvartet og koncertflygel på koncertsalens fine, men ret smalle scene. Der udvises en fantastisk idérigdom udi, hvordan man også kan gøre det, og det ender med en smuk løsning med kvartetten i den ene side og klaveret i den anden. Det er faktisk en ret god opstilling, bliver vi enige om.
Det lave, meget kraftige udefrakommende scenelys er heller ikke optimalt, dels kan man ikke se noderne tydeligt, dels får det os til at ligne dødsgardisterne fra Harry Potter en smule. Selv Kirills skønhed synes at fortone sig i det gule lyshav. Det ender med, at vi tænder salslyset og håber, at morgendagen vil bringe os en projektør, der lyser ned fra oven.
Så er det tid til Brahms: Mesterens op. 34 hører ikke til letvægterne i det klassiske repertoire. En mastodont. Hårdt arbejde, men hvor det betaler sig. At beskæftige sig med denne musik er ren sjælerensning. Genialt tænkt. Kvartetter specialiserer sig i værket over flere år, prøver forskellige muligheder af fra koncert til koncert – vi har tre dage…
Dagen er hurtigt ovre, og vi giver os i kast med forskellige opgaver. Kirill øver tre timer, spiser og går i seng, Asbjørn hører to koncerter og går i byen, Yaron forsvinder, Marie tager hjem til sin søde datter, og jeg går til middag med min kone og nogle dejlige veninder (som jeg i øvrigt får til at dukke op til koncerten.)
22. september
Lørdag starter i lavt gear, da jeg på en eller anden måde er ramt af for meget mad og for lidt søvn. Når lige at undervise to timer og sidde fast i en bilkø, før jeg ret forsinket når frem til Odd Fellow Palæet. Vi øver en times tid, men indser, at den fænomenale restaurant “Kogt”, som har tilbudt os en 50 %-rabat i løbet af disse tre dage, lukker køkkenet kl. 15.30. Da maden er tårefremkaldende god og maverne allerede godt tomme, ville det være en katastrofe at gå glip af en sådan frokost, og vi beslutter os for at udsætte resten af prøven lidt. Vi ankommer til restauranten 14.15 med ambitionen om at være tilbage med instrumenter i hånden senest 15.15. Imidlertid byder “Kogt” igen i dag på helt fantastiske retter, og der bestilles forretter, hovedretter og desserter i en lind strøm. Snakken går, og vores humør har tydeligvis udviklet sig i god retning. Finder mig selv grædende af grin i et forsøg på at bestille endnu en portion bøf stroganoff.
Herefter har alle lyst til en lur, men vi bliver enige om, at det trods alt nok er bedre at forsøge at forberede sig på koncerten.
Lyset er i mellemtiden blevet fikset, og det gør opgaven med at spille noget nemmere. Vi ender dagen med at aftale, hvordan vi stiller op mellem værkerne, samt hvad vi skal have på til koncerten. Sidstnævnte tager en del tid at diskutere igennem, og igen er forslagene gode og mangfoldige. Visse af os, herunder Kirill, har tydeligvis forudset lidt af hvert og har medbragt de fleste former for koncerttøj i sin kuffert. Da ikke alle præsterer denne grad af “suitcase sense” ender vi med – ikke revolutionerende, kan man sige – den internationale klassiker “sort skjorte, sorte bukser for mændene, con fantasia for kvinderne”.
23. september
Søndagen starter ikke tidligt, og jeg får pludselig meget travlt med at pakke min kuffert. Jeg bor i øjeblikket i to lande, og det stiller ret store krav til logistikken. 10.30 haster jeg fra Roskilde – som er min danske base – så jeg kan være klar i salen 11.30. Vi løber igennem programmet, som efterhånden føles velkendt, og skynder os til restauranten for at nå frokosten. Vanvittigt vigtigt at have spist godt, når der skal spilles stor musik! Efter fotosession og lidt fritid, der for mit vedkommende bruges på en lille slentretur ned forbi Amalienborg, er det tid til ensemblets første koncert.
Alt forløber planmæssigt – ingen pludselige anfald af sceneskræk, ingen sygemeldinger. Vi har det sjovt, og der bliver eksperimenteret med alt på livet løs. Det skaber vist god stemning i salen.
Fremmødet er desværre ret sparsomt. Der er lagt meget arbejde i projektet, også i markedsføringen af det, og det ville selvfølgelig have været skønt med en lille belønning i form af en fyldt sal. ”Fedt koncept søger publikum” – en kendt problemstilling i miljøet. Men hvilken helikopter er det, vi skal have TV2 News med ind i, for at fylde den herlige sal?
Vi må gentænke pr-strategien inden næste koncert. Det tager selvfølgelig også tid at opbygge et stampublikum. Efter en hurtig afskedsøl vender Kirill og Yaron næsen mod Tyskland, og jeg vender min mod Stockholm lidt senere. Dagene er gået ekstremt hurtigt, jeg forstår ikke, at det hele allerede er slut – men sådan er det jo, når man er i godt selskab.