Kristeligt Dagblad
Fornem debut
Copenhagen Festival Ensemble henrykkede i Odd Fellow Palæet.
Et nyt kammerensemble gjorde i søndags sin entré på den danske musikscene. Det kalder sig Copenhagen Festival Ensemble og består af fire glimrende musikere: violinisten Marie Hanskov, bratsch-isten Asbjørn Nørgaard, cel-listen Toke Møldrup og fløjtenisten Kiril Aginsky. Sidstnævnte er desuden ensemblets manager, men havde valgt at stå over ved debuten, hvor der derfor ikke var musik for fløjte på programmet. Men der var rigeligt at glæde sig over endda.
Man lagde ud med Mozarts herlige ungdomsværk, divertimentoet i D-dur, KV 136, en af de såkaldte Salzburg-symfonier, men her udsat for strygekvartet. Det betød, at vi oplevede den første af dagens to gæstemusikere, den russiske violinist Kirill Troussov. Det tresatsede stykke blev spillet med smittende glæde og den indtagende charme, der er så karakteristisk for teenageren Mozart.
I Rakhmaninovs ”Trio élégiaque”, hvorfra vi fik lento-satsen, kom den anden gæst i spil, den unge israelske pianist Yaron Kohlberg. Han overdøvede i flere passager Hanskov og Møldrups fine elegiske strygerspil, men måske var Bösendorfer-flygelet i Odd Fellow Palæet ikke sådan at traktere, og der var ikke plads på scenen til at rulle det et passende stykke bagud. Efter endnu et Rakhmaninov-stykke, den korte ”Vocalise”, opus 34, for violin og klaver, blev første del af en rundet af med Tjajkovskijs ”Valse-scherzo” i C-dur, der i hænderne på Troussov og Kohlberg blev en virtuos opvisning af den hårrejsende slags, mange kunstnere ynder at give som dacaponummer.
Efter pausen var alle fem medvirkende på scenen for at spille Brahms’ klaverkvintet i f-mol, opus 34, for det begejstrede, men beklageligvis ikke særlig talstærke publikum. Værket er komponeret i 1864 og står stadig som et af de mest markante i romantikkens kammermusik, og med en fremførelse som den, vi her fik, forstår man hvorfor.
Der var så megen saft og kraft i de fire strygeres spil, at de fuldt ud matchede klaverets udfoldelser i alle fire satser.
Ikke mindst Brahms-kvintetten sikrede det nye ensemble en fornem debut, og man kan roligt sætte kryds i kalenderen, når det næste gang optræder på hjemmebanen i Odd Fellow Palæet. Det sker søndag den 18. november, og ved den lejlighed vil man også kunne opleve Kiril Aginsky, blandt andet i en af Mozarts yndefulde fløjtekvartetter, ligesom Tjajkovskijs sekstet for strygere, ”Souvenir de Florence”, står på programmet.